Stjernegaard Rejser

Ring til os på 45 26 00 00
Cuba

Interesseret i
en rejse til Cuba?


Stine Sørensen

ss@stjernegaard.dk

Cubas byer og udvalgte strande


Havana

Kun få steder på kloden kan berette om så omskiftelig en tilværelse, som Cubas hovedstad. I år 1500 oprettede spanierne en handelsstation, der senere blev til Havana. I 1570 var byen et meget vigtigt handelscentrum, og den udviklede sig hurtigt til områdets kulturelle metropol, en position Havana fastholdt langt ind i det 20. århundrede. I en lang periode var Havana det bedre amerikanske borgerskabs dekadente forlystelsesparadis. Her var eksklusive dansesteder og spiritus flød i rigelige mængder. Den berømte Cabaret Tropicana, der stadig spiller hver aften, er et levn fra den tid. De mange grønne dollarsedler har for længst forladt Havana, men de karakteristiske amerikanerbiler, stemningen, musikken og livsglæden trives i bedste velgående. 
 


Pinar del Rio

175 kilometer vest for Havana ligger et af Cubas flotteste naturområder, Pinar del Rio provinsen. Taler man først om Pinar del Rio, kommer samtalen også hurtigt ind på tobak. Højlandet adskiller sig fra resten af Cuba. De frodige dale mellem bjergene er som skabt til kaffe -og tobaksproduktion og det er her, bønderne dyrker den verdensberømte tobak Vueltabajo. Et besøg på en tobaksplantage skal enhver turist unde sig selv. I de brune palmehytter får man et godt indtryk af den lange fremstillingsproces, de smukke saftiggrønne tobaksblade gennemgår, før de ender som berømte cigarer. Cohiba, Monte Cristo, Romeo y Julieta og Bolivar er alle store cigarmærker, der kommer fra dette område. Men tobaksplantagerne er ikke den eneste grund til at besøge området. Den flotte natur skifter fra frodige bjerge med kølige vandfald til åbne områder med mangrove, søer og floder. Det er ideelt at vandre og samtidig er det et paradis for lystfiskere. I Vinales dalen kan man besøge det imponerende hulesystem “Cueva de los Indios” med fantastiske drypstenshuler og kalkstensformationer, som man sejler igennem.

Varadero

Varadero anses for at være en af Cubas absolut bedste strande, og området var det første, som blev udviklet til turisme. Smukke hvide strande og azurblåt vand så langt øjet rækker. Der er ikke så mange deciderede seværdigheder i området. Til gengæld udmærker Varadero sig ved at tilbyde en lang række aktiviteter. Langt de fleste foregår selvfølgelig ved havet, men man kan også holde formen ved lige på tennisbanen. Megen tid kan tilbringes på den skønne hvide sandstrand, hvad enten man er til “fart over feltet” eller blot ønsker at dase under parasollen. På Varadero er gennemsnitstemperaturen ca. 26 grader året rundt og vi tør garantere mange solskinstimer. Samtidig bringer milde passatvinde en forfriskende brise.
 


Santa Clara

Santa Clara har været skueplads for flere af Cubas vigtigste historiske begivenheder. Bedst kendt er Che Guevaras indtog i 1958, da det lykkedes hans guerillaer at afspore et armeret militærtog og befri byens garnison. Revolutionen var i gang!
Byen med godt 200.000 indbyggere har en meget afslappet atmosfære. Che Guevaras betydning for byen har været stor og lokalpatriotismen trives. Ches jordiske rester blev i 1997 bragt til Santa Clara, hvorefter han fik en æresbegravelse. I dag er der opført et mausoleum til ære for revolutionshelten. Som en kort rundtur foreslår vi, at man starter ved byens smukke plads, Parque Vidal. Her kan man nyde byens pulserende liv fra de hyggelige caféer. I gå-afstand fra Parque Vidal findes Santa Claras største seværdigheder, heriblandt Casas de Trova, Palacio Municipal og Museo del Arte Decorativo. I udkanten af byen findes et andet vigtigt monument, Pansertoget eller Le Tren Blindado, som Che Guevara afsporede og benyttede ved befrielsen af garnisonen.

Trinidad

Trinidad er Latinamerikas højborg for arkitektur i den traditionelle spanske kolonistil. De fleste gamle bygninger blev i starten af sidste århundrede forsømt. Men med hjælp fra UNESCO er mange bygninger blevet renoveret, og hele området er i dag erklæret en del af verdens kulturarv. Dette gælder også Valle de los Ingenios (Sukkermølledalen). Tilbage i det 17. århundrede prydede mere end 2000 møller landskabet og husede Cubas rigeste mænd. I dag er der kun få plantager tilbage, men det smukke landskab gør absolut området et besøg værd. Har man en lille arkitekt i maven, kan vi anbefale et besøg på Museo de Arquitectura Colonial, der giver en glimrende gennemgang af byens bygningsværker. Herefter kan man med større indsigt slentre gennem Trinidads gader og lade sig fascinere af de farvestrålende bygninger. Plaza Mayor fra 1522 er byens centrum og et godt udgangspunkt for turene.
 


Santiago

I provinshovedstaden Santiago de Cuba finder man en anden befolkningssammensætning end på resten af Cuba. Byen har gennem tiden været præget af spanske og franske tilflyttere og ikke mindst af afrikanske slaver. Sorte cubanere præger gadebilledet, og man mærker, at der er langt til hovedstaden Havana. Her er om muligt endnu mere afslappet end andre steder på Cuba. “Ciudad de los Heroes”, den nationale helteby, er meget populær blandt besøgende. Santiago de Cubas indbyggere er utroligt venlige og hjælpsomme. Overalt i byen mærker man den livsglade caribiske stemning og glæden ved musik og dans. Byens beliggenhed er også et kapitel for sig. Med Sierra Maestra bjergkæden som baggrund ligger byen ned til en smuk bugt, hvor havnen siden det 16. århundrede har været livsnerven. I dag er det romproduktion og turisme Santiago nyder godt af. I Santiago de Cuba er det både byens specielle stemning, folks livsglæde, den fantastiske natur og de nærliggende strande, som virker tiltrækkende.

Baracoa

Baracoa var den første by på Cuba. Den blev grundlagt af Diego Velazquez i 1512. Det er sandsynligvis også på dette smukke sted, at Columbus gik i land i 1492 og udtalte at ”tusinde tunger rækker ikke til at fortælle om det nye og smukke jeg så”. Byen var isoleret fra omverdenen indtil 1962, hvor det dramatiske vejstykke El Farola (Vimplen) gennem bjergene blev bygget. Indtil da kunne man kun sejle til byen. Det faktum har bevaret byens tilbagelænede atmosfære helt op til i dag. Baracoa ligger som en frodig oase ved kysten med ryggen mod bjergene, 1.070 km. fra Havana, domineret af det 560 m høje, flade bjerg El Yunque. Klimaet er tropisk og der dyrkes bl.a. kakao i stor stil i området, ligesom Cubas eneste chokoladefabrik ligger her. Baracoa er udgangspunkt for ture ud i den oprindelige regnskov, ind i Alexander von Humboltnationalparken og op på bjerget El Yunque.
 


Cayo Guillermo og Cayo Coco

De fredfyldte øer Cayo Coco og Cayo Guillermo er to øer i ø-gruppen Jardines del Rey.
Her findes kilometervis af skønne hvide sandstrande og nogle af verdens bedste koralrev. Begge øer er derfor blevet et populært, men stadig relativt uberørt paradis. Øerne er forbundet med fastlandet via en 27 kilometer lang dæmning og ligger blot 30 minutters flyvning fra Havana. Cayo Coco er med sine 370 km2 større end adskillige caribiske lande. Cayo Guillermo til gengæld er kun 13 km2. Cayo Guillermo er ideelt for dybhavsfiskeri og dykning på grund af det omfattende og uberørte koralrev ud for øen. Her findes alle de faciliteter, der skal til for at få det fulde udbytte af disse aktiviteter. Cayo Coco er opkaldt efter den hvide ibis, cocoen, som er meget almindelig her. Eftersom øerne først for nylig er blevet beboet, har dyrelivet haft gode betingelser. Der findes efterhånden en del hoteller på øerne, men de har alle måttet underlægge sig regler for naturbeskyttelse.